Nyhedsbrev Juli 2021

 

I den pågående sommervarme synes vi det er på tide med en lille hilsen fra FOOKiD samt lidt informationer om hvad der sker og er sket i foreningen.

Vi håber at I alle har det godt, er ved godt mod og nyder sommeren som jo viser sig fra sin absolut bedste side lige nu, på trods af vinden.

 

Den nye bestyrelse har holdt sit første fysiske bestyrelsesmøde og det var rigtig dejligt at se de enkelte nyvalgte bestyrelsesmedlemmer in persona.

For os tre ”gamle” var det ekstra dejligt at se de nye bestyrelsesmedlemmer samt vores suppleant. Vi tre gamle cirkusheste har jo alt for længe været ”egenrådige og indspiste” så det nye bestyrelsesblod hilses méget velkommen. ;0)

Der kom en del gode, nye forslag op på mødet, hvilket peger i en rigtig god retning for foreningen. Flere af disse idéer vil vi arbejde videre med og når der er styr på dem så de eventuelt kan udmyntes vil vi naturligvis informere herom.

 

Foreningen har nu, endelig modtaget den arv som vi blev betænkt med. Den kom ind på foreningens konto i juni måned.

Vi modtog Kr. 218.865,55 og det er vi utroligt glade for. Vore tanker er gået til vores gavmilde donor, som gik bort i 2020 pga sin kræftsygdom.

 

Vi har fået godkendt regnskabet fra foreningens første indsamling, Stop Corona Nu, og det ligger nu på vores hjemmeside som indsamlingsnævnet kræver.

Desværre blev indsamlingsresultatet ikke som vi havde håbet men vi fik afprøvet hele denne proces i forhold til at samle ind og vi kan sige at det er ikke så nemt som det formentlig ser ud til.

 

Jacob og Torben var tilmeldt ECPC’s årlige generalforsamling der var planlagt til at løbe af staben, online den 26. juni 2020 men dagen før, den 25. juni blev generalforsamlingen aflyst under meget underlige argumenter.

Der har, siden sidste års generalforsamling, været en del ballade internt i ECPC og dette har medført en meget synlig konflikt mellem den nuværende Præsident, den afsatte Præsident og en tidligere Præsident. Det har svirret med beskyldninger og rigtig dårlig energi mellem fløjene i ECPC og det har næsten været umuligt for os at holde styr på hvad der egentlig foregår. Dette havde vi håbet vi kunne få mere overblik over på generalforsamlingen 2021 – sådan skulle det ikke gå.

I hele denne proces har ét af de siddende bestyrelsesmedlemmer i ECPC valgt at trække sig fra posten som medlem af bestyrelsen og vicepræsident. Dermed træder Jacob ind i ECPC’s bestyrelse idet han var valgt som suppleant i 2019.

FOOKiD har altså fået en bestyrelsespost i den største Europæiske kræftorganisation og det glæder os rigtig meget.

Nu bliver det spændende at følge om den uro der har udspillet sig i paraplyorganisationen, vil fortsætte eller om der bliver ro i ECPC således at Jacob kan medvirke til, og udføre det arbejde som han er valgt til og vi som kræftforening ønsker.

European Cancer Patient Coalition – ECPC – er en paraplyorganisation, der arbejder for et Europa, hvor alle patienter har rettidig og overkommelig adgang til den bedste tilgængelige behandling og pleje. ECPC mener, at kræftpatienter er de vigtigste faktorer i kampen mod kræft og mod alle de kræftrelaterede problemer, der påvirker vores samfund. Politiske beslutningstagere, forskere, læger og industrien bør anerkende kræftpatienter som med skabere af deres eget helbred.

 

Vi håber at du vil få eller har en god sommer og vi glæder os til at komme fysisk ud i Danmark med vores gode budskab i løbet af efteråret, hvis corona situationen tillader det.

 

Med de bedste hilsener

 

Bestyrelsen.