“Repurposing” off-patent drugs offers big hopes of new treatments; Medicine

March 2, 2019

“Repurposing” off-patent drugs offers big hopes of new treatments;



LENGTH: 1828 words

Many off-patent drugs have promising new uses; but more incentiveis needed to invest in them

TOWARDS THE end of 2014 a 66-year-old British man named Alistair had a seizure. A scan revealed shocking news. He had an inoperable brain tumour – a glioblastoma – that was likely to kill him in a few years.

Soon afterwards, he read a newspaper article suggesting that a cocktail of cheap, everyday drugs, chosen for their anti-cancer effects, had helped a patient with the same disease. His doctors were unimpressed but said: “We can’t stop you.”

Four years on Alistair is still taking this drug regimen alongside the “standard-of-care” treatment. The drug cocktail is prescribed by Care Oncology, a private clinic in London, which recommends a statin (a cholesterol-lowering drug), metformin (used to treat type-2 diabetes), doxycycline (an antibiotic) and mebendazole (an anti-worming agent). These may sound radical, but are actually safe, cheap, generic medicines with evidence of some anti-cancer effects.

Nonetheless, their labels do not say they treat glioblastoma- nor any other cancer for that matter. This lack of clinical interest is not unusual. There is a huge untapped medicine chest of generic drugs with unexploited uses. Originally approved for one disease, these drugs went off-patent and now show promise in other diseases. Thalidomide, a morning-sickness drug forever linked with scandal and disaster, found new uses in leprosy and a blood cancer.

An acne medicine is now part of an effective treatment for a form of leukaemia. Viagra, famously, came from failed work in angina.

The scale of the opportunity for “drug repurposing” is vast. Bruce Bloom, boss of Cures Within Reach, an American repurposing charity, says 9,000 generic drugs have been approved. Pan Pantziarka, of the Anticancer Fund, another charity, says his group has found evidence in almost 260 non-cancer drugs of

anti-cancer activity. Most have lost patent protection. The science that has piqued interest in these drugs comes from pre-clinical lab work in animals, case reports, small clinical trials and large-scale observational studies.

Increasingly, large-scale screening studies are plucking options from oblivion. After screening thousands of approved drugs, the National Institutes of Health (NIH), an American research agency, identified 25 molecules that might fight drug-resistant bacteria, half of which are already approved drugs. The California Institute for Biomedical Research in San Diego has a library of 12,000 drug compounds it is testing against disease-causing pathogens. Two drugs are in trials as a result: an anti-rheumatic treatment called auranofin

for tuberculosis; and clofazimine, a leprosy drug, to treat the parasite Cryptosporidium.

Drugs like these – off-patent, cheap and already approved – are relatively quick to develop to treat new diseases. New molecular entities can cost hundreds of millions of dollars to test, and safety and toxicity problems mean that 45% of drugs fail clinical trials.

Repurposed drugs, with well-established safety profiles,

can save about five to seven years in development time. Approval rates are higher, and some think overall costs are 60% of those of new drugs.

Interest in drug repurposing has been rising, particularly for medicines that could treat neglected diseases in poor countries, and rare diseases, cancer and mental health. A recent study in JAMA Psychiatry said that statins, metformin and blood-pressure drugs had potential for treating mental illnesses such as schizophrenia

and bipolar disorder. Minocycline, an antibiotic, is already being tested as a treatment for autism. Ammar Al-Chalabi, a neurologist at Kings College, London, wants to repurpose Triumeq, an HIV drug, to fight motor neurone disease.

There is a problem, however. Katherine Arline of Shepherd Therapeutics, a biotech firm that works in rare cancers, says that, because the costs are high and may not be recouped, firms have little incentive to run clinical trials on generic drugs. Once the costs of testing and registering have been paid, the lack of patent

protection means that any firm can make the drug. Some describe generics as “financial orphans”.

One approach is to change the generic drug to create something patentable. This is how the American drug firm, Johnson & Johnson (J&J), approached ketamine, an anaesthetic with a stack of evidence to support its use in treatment-resistant depression. J&J tweaked the molecule to create a variant that could also be

inhaled. Reformulation is costly and risks reducing the efficacy of the drug. But J&J seems likely to receive approval from the Food and Drug Administration, the FDA.

For years, like many off-label medicines, ketamine has been a valuable but hard-to-obtain therapy. This has driven the growth of ketamine clinics in America and Europe. In Britain Oxford Health, a unit within the National Health Service (NHS), will provide it. But the NHS as a whole does not cover it because it is not approved for this use, so patients must pay £795 ($1,058) for three infusions; J&J’s esketamine is likely to be far more costly.

Several issues dog reusing generic medicines in new indications. Mr Bloom says that, in his experience, between one-third and a half of patients are loth to use drugs outside the current standard of care – even if they have a disease they know is going to kill them. And even if doctors might be willing in principle to prescribe an off-label drug, many feel unable to do so because of worries about their legal liability should something go wrong. Or there may be disputes over whether public health services or insurers will pay for drugs that have not been approved for that disease.

Nonetheless, many non-profit groups see promise in supporting trials into drug repurposing. Epidemiological data can offer enticing leads. An insurance database in Taiwan shows a 76% reduction in the risk of tuberculosis among diabetic patients on metformin, and progressively larger protective effects with higher cumulative doses. However, Udai Banerji, a researcher at the Institute of Cancer Research in London, warns that randomised clinical trials are necessary to prove definitively the value of a drug to treat a new disease.

Trials are costly, but the benefits can be huge. The Drugs for Neglected Diseases Initiative, a Swiss non-profit research group, supported R&D into fexinidazole, which was abandoned by a pharma firm at an early stage but was then found to show anti-parasitic qualities. This January, after years of work, it was

approved for sleeping sickness in the Democratic Republic of Congo. It is the first oral medicine for the disease, and works for all stages of it.

When it comes to cancer, some of the most promising generic pills are already well-known. Cancer Research UK, a charity, is testing aspirin to see if it can stop cancer recurring; metformin in a large prostate-cancer trial; and an anti-fungal medication to treat bowel cancer. The Anticancer Fund in Brussels has high hopes for propranolol in treating angiosarcoma – cancers of the inner lining of blood vessels – and for pancreatic cancer. Propranolol is a generic 1960s beta-blocker used for a wide range of ailments such as hypertension, anxiety and migraine. If approved for cancer, its price would be negligible compared with the tens of thousands of dollars a month normally charged for cancer medicines.

Mr Banerji estimates that one cancer drug in five that goes off-patent is likely to have uses in treating other cancers. It is “almost free money”, he says.

The Anticancer Fund believes that the path to wider uptake of repurposed drugs is through approval and relabelling by drug regulators for new treatments. Although difficult and expensive, Mr Pantziarka says it unleashes a cascade of important events. When a regulator licenses a drug, clinical guidelines are updated,

drug formularies are changed, reimbursement should follow more smoothly and clinicians gain experience using it. In America Mr Bloom agrees that relabelling will encourage the usage of repurposed drugs.

Money, though, is a crucial constraint. Even governments keen to pump cash into drug development prioritise drugs with patents. Mr Pantziarka says many official funding schemes, such as the EU’s Horizon 2020 programme, want projects that hold intellectual property. In America the National Centre for Advancing Translational Sciences will support research to help drug companies repurpose molecules for which they hold patents.

Finance is not the only obstacle. Only the makers or original developers of a drug are permitted to adjust its label. Sanofi, based in Paris, was the firm that requested regulatory review of fexinidazole for sleeping sickness–although the R&D was a charitable effort. But drug firms are not obliged to support

non-commercial efforts to repurpose drugs. And outside the industry it is hard to find the legal expertise to manage the necessary paperwork.

Some of these concerns are under review by an expert group on repurposing within the European Commission. It is looking at how regulatory changes, as well as legal and financial support, could support repurposing by third parties such as charities and foundations. The Anticancer Fund wants the regulator to

be able to evaluate evidence on drugs that has been submitted by third parties such as itself.

As non-profits make headway in repurposing, corporate interest may be rising. Mr Bloom says that ten years ago not a single pharma company would have anything to do with his charity. Today he receives calls from at least two or three small- to mid-sized firms every month saying they are interested. In terms of achieving new

treatment options, this is good news. But it will not bring cheaper medicines in areas traditionally neglected by the drug industry. Firms will focus on finding ways to patent the new uses – through reformulation or new combinations of substances – and charge high prices for the finished product.

If governments want cheaper drugs, non-profits will need financial incentives and a helpful regulatory framework. Would-be repurposers have come up with some suggestions. They include making regulators give free advice and waive approval fees, and a public fund to support repurposing. Another idea is a

“social-impact bond”–backed by private investors funding a range of drug trials for diseases that cost public-health services a lot of money to treat. When drugs are approved, investors are paid back by the public health service, which makes savings by using the newly approved generic drugs.

The slow pace of change leaves patients like Alistair stranded. Care Oncology says it will publish results from its glioblastoma patients this spring. Though welcome, this will fall short of the gold-standard trial evidence needed to register a drug. The treatment will be left in limbo. And patients will be left to wonder why governments fail to see the purpose of repurposing drugs.

LOAD-DATE: February 28, 2019

Copyright 2019 The Economist Newspapers Ltd.

All Rights Reserved

“Repurposing” off-patent drugs offers big hopes of new treatments; Medicine The Economist March 2, 2019

Dr Samir Agrawal – The Australian Financial Review

Dr. Samir Agrawal er kræftspecialist på St. Bartholomew’s Hospital I London. Højt respekteret kræftlæge med mange års erfaring indenfor forskning og behandling af kræft.

COC overraskede Dr. Agrawal!

Læs artiklen fra Australiens respekterede magasin om finans med mere. Klik på billedet så kommer artiklen frem.

Patientvideo – COC

The Economist, som er et meget respekteret nyhedsmagasin i England har lavet et portræt af en engelsk kræftramt kvinde på COC Protokollen. En interessant film som kan inspirere til brugen af COC Protokollen. Se den.

Mød lægerne på COC

COC præsenterer i denne video deres læge: Ndaba Mazibuko

Ndaba har en MBBS og er Clinical Research Fellow inden for klinisk neurologi ved King’s College i London og indgår i lægestaben på Care Oncology Clinic.

Hold da kræft!

Dette er episode 1 af vores nye Podcast serie, som handler om hvad du selv kan gøre, hvis diagnosen er kræft.

Hold da kræft er en Podcast serie, hvor vi både fortæller om alt det som Danmark ikke informerer om i kræftbehandlingen men også om dét, der informeres om.

Vi informerer i et sprog du kan forstå og fra tid til anden har vi gæster i den “varme” stol. Lyt med og bliv, forhåbentlig, lidt klogere på hvad du selv kan gøre eller ikke bør gøre når diagnosen er: Kræft.


FOOKiD er den eneste informationskilde til Repurposed Drugs – Genanvendt medicin – i Danmark.

Her kan du høre lidt om hvad vi gerne vil informere om.

TV Debut

FOOKiD har haft vores første TV optræden. Næstformand, John Madsen fortæller her i ca. 20 minutter om foreningen og vores arbejde, på Familiekanalen.

Som forening er vi utroligt glade for at få den taletid i et TV medie og på den måde komme længere ud over rampen, end vi ér kommet. Vi takker for Familiekanalens interesse i vores arbejde og håber at vi snart rammer de landsdækkende TV stationer.

John Madsen - Om Fookid

John Madsen - Om Fookid

Slået op af FamilieKanalen - Sundhed & helbred i Lørdag den 22. februar 2020

Tango med døden – Intro

Dette er en intro til vores podcastserie om viljen til at leve og ikke acceptere Danmarks dødsdom!

Der lever over 320.000 mennesker med en kræftdiagnose i Danmark – det er mere end 5% af den danske befolkning.

Alt for mange af dé mennesker er blevet opgivet af den danske kræftbehandling. Danmark har altså afsagt deres dødsdom og de kan sådan set bare vente på at deres liv slutter.

Disse mennesker danser tango med døden – og de gør det til musikken af Lars Løkke Rasmussens uforglemmelige evergreen: Danmark har kræftbehandling i verdensklasse.

Mennesker som hver eneste dag danser en tango med døden er nok ikke helt enige med Lars Løkke Rasmussen i, at den danske kræftbehandling er i verdensklasse.

Hvem er et vidensråd for komplementær behandling til gavn for?

Mange ønsker at oprette et vidensråd om alternativ behandling, som skal besættes med læger. Men intentionen om, at en læge skal afgøre, om en patient må anvende en ønsket komplementær behandling, er formynderisk – FOOKiD foreslår, at der etableres et vidensråd, som skal informere danskerne om de behandlingsmuligheder, der findes, både i det komplementære og i det etablerede, konventionelle, sundhedsvæsen.

De Radikale, lægeforeningerne og de Konservative med flere deler en opfattelse af, at den komplementære behandlingsbranche skal reguleres af et vidensråd eller lignende. Alle aktører udtaler vidt og bredt, at de naturligvis ikke er ude på at aflive/afskaffe det komplementære, men blot vil de brodne kar til livs. Brodne kar som jo findes overalt i denne verden, i alle brancher, og de skal naturligvis kunne straffes og uskadeliggøres – deri er jeg helt enig.


Ud over at påpege læge og ejer af Center for Spirituel Vækst Kurt Lindekilde påståede ”fejlagtige” præmis, fremsat i Information i december 2019, signalerer den seneste kronik af læge, ph.d. og forfatter Ida Donkin og psykolog, forfatter og ph.d. fellow Theiss Bendixen i Information den 15. januar 2020 da også, at begge kronikører, i lighed med mange andre, har de bedste intentioner for danske patienter.

Desværre anvender Ida Donkin og medkronikøren selv ét af de ”tricks” som hun advarer imod gennem sine tweets, “Læger informerer” og hendes velskrevne, gode bog: “Sygt eller sundt”.

I kronikken bliver læseren præsenteret for et udsagn, som desværre fremstår som fakta, når det læses. Samme udsagn anvender Stinus Lindgren i sit debatindlæg i Sundhedspolitisk Tidsskrift 6. december om samme vidensråd og de Radikales fremtidige ønske om, at lægen skal ”ind over” patienters ønsker om komplementær behandling.

I begge udsagn konstaterer de alle, at en dansk mand døde efter akupunktur på/i brystkassen. Da udsagnet står helt alene, opfatter jég som læser, at manden døde af akkupunkturbehandlingen, fordi den var årsag til, at begge lunger punkterede.

Jeg vil dog henlede opmærksomheden på, at Sjællandske Medier skriver, at ved en obduktion af manden den 18. juli lød konklusionen, at begge lunger var faldet sammen i begge lungehuler. Det lød dog også, at der ikke var stikmærker i huden på brystkassens forside, men at man ikke vidste, hvilke nåle der var brugt. Den samlede vurdering blev, at det ikke kunne udelukkes, at akupunkturbehandlingen havde forårsaget punkteringen af lungerne”. 

Dét betyder også, at det ikke kan fastslås med sikkerhed, at akupunkturbehandlingen forårsagede punkteringen, og de nævnte udsagn tydeliggør dermed skribenternes overbevisning i forhold til komplementær behandling!


I den verserende debat om det komplementære er der fremført mange argumenter om de enkelte debattørers egentlige baggrund for indlæg og udtalelser. 

I kommentarsporet på Kurt Lindekildes kronik angribes kronikøren for at have økonomiske interesser i at skrive sit kritiske indlæg. Ligesom i dette tweet af Peter R. Hansen


Er det økonomi, som er det bagvedliggende?

Kurt Lindekilde har tjent/tjener penge på det komplementære, men Andreas Rudkjøbing, Ida Donkin og Stinus Lindgren tjener jo også penge på det konventionelle!

Gør dét dem alle inhabile i at deltage i debatten? 

Det er i mine øjne en barnlig, umoden og trættende argumentation – altså dette evindelige: Hun/Han har jo økonomiske interesser i emnet…bla, bla, bla… Min far er stærkere end din far, eller min penis er længere end din! ALLE, der debatterer i medierne, har økonomiske interesser i én eller anden grad i forhold til det, de debatterer, så kunne vi dog ikke komme forbi dette og ”spille med bolden” i stedet for at fælde manden?


Er det politisk ”gevinst” eller indflydelse, som er det bagvedliggende?

Kurt Lindekilde har formodentlig, så vidt vides, ikke politiske ambitioner, mén en ambition om politisk påvirkning til fordel for det komplementære.

Det må forventes, at Andreas Rudkjøbing har masser af politiske ambitioner på sit fagområdes (og måske egne) vegne.

Ida Donkin har, formoder jeg, en voldsom politisk ambition i forhold til videnskabsformidling og evidensbaseret behandling.

Stinus Lindgren er politisk ambitiøs og sidder i Folketinget, hvor han selvfølgelig gerne vil blive siddende i mange år.

Gør dét dem alle inhabile i at deltage i debatten?


Magt – er der et bagvedliggende ønske om entydig magt?

Kurt Lindekilde må formodes at have de laveste ambitioner om den entydige magt. Andreas Rudkjøbing – eller rettere lægeforeningerne kan, konspiratorisk i al fald, have den største ambition om entydig magt i sundhedsvæsenet og i særdeleshed i behandlingssystemet.

Ida Donkin og hendes medkronikør, Theiss Bendixen, kan have en udpræget ambition om entydig magt til at ”diktere” evidensdogmet i samfundet og dermed udelukke enhver anden form for ”bevisførelse” af cause and effect – mest effekt.

Stinus Lindgren må formodes at have store ambitioner om at have entydig magt – dét er i al fald noget, som kan følge med hans ”job” på Christiansborg. Magt til at gennemføre de tiltag, som han og De Radikale ønsker gennemført i sundhedsvæsenet.

Gør dét dem alle inhabile i at deltage i debatten?


Dé gode intentioner, som alle nævnte debattører udtrykker, er og bliver intentioner – mange kræftramte ved, at intentioner og virkelighed er to vidt forskellige ting!

Intentionen om et komplementært system, hvor der er samme ”sikkerhed” som i det etablerede er smuk, vedkommende og berettiget, men intentionen om, at en læge skal afgøre, om en patient må anvende en ønsket komplementær behandling, er formynderisk, direkte krænkende og helt uberettiget.

Intentionen om, at et eventuelt vidensråd skal befolkes med fagfolk – som jo så er læger med videre – er forventelig, tumpet og ekskluderende. Jeg er klart modstander af, at sådan et ”råd” befolkes af de samme mennesker, som ”tordner” mod det komplementære, og som sidder i de samme bestyrelser, nævn, råd og paraplyorganisationer – som kommer til de samme middage, lukkede konferencer, sponserede messer og events.

Sund fornuft

Andreas Rudkjøbing, stadig formand for Lægeforeningen, skriver i et debatindlæg til Information om et Vidensråd, at “det handler såmænd bare om sund fornuft og intet andet”.

Det er, i min optik, ikke sund fornuft at tage selvbestemmelsen fra de ca. to millioner danskere, der anvender komplementære behandlinger. Det er arrogant, utidigt og strider mod elle mine værdier i forhold til at have et frit valg.

Patienter er absolut ikke i fokus med et vidensråd, der udelukkende befolkes af ”fagfolk” – lige tværtimod så nedprioriteres patienterne endnu en gang!

Lad mig – i et øjebliks sund fornuft – præsentere et sjovt og tænkt scenarie i Danmark:


Statsborgere i DK :                 5.285.969   100%        

Stemmeberettigede i DK;        4.221.475   79,86%

Brugere af Kompl.Beh. 2017*  2.002.000   37,87%    85 mandater (estimeret)

Socialdemokratiet FV 2019      1.093.362   25,90%    48 mandater

Venstre FV 2019                    987.825   23,40%      43 mandater

Radikale FV 2019                   363.046     8,60%      16 mandater

*Fysioterapi og kiropraktik indgår ikke i tallet for komplementær behandling.

Hvis ca. to millioner mennesker, som anvender komplementær behandling, underskriver en vælgererklæring, så kan et ”Komplementært Sundhedsparti” blive opstillingsberettiget i Danmark (kræver ”kun” lidt mere end 20.000 erklæringer). Hvis de samme ca. to millioner mennesker så efterfølgende stemmer på dette parti, vil partiet kunne sætte sig meget tungt på statsministerens taburet.

Chefredaktør på Medicinske Tidsskrifter, herunder Sundhedspolitisk Tidsskrift, Kristian Lund gjorde sig tanker om et sundhedsparti i 2017, og andre har tænkt disse tanker før og efter. Måske skulle ”en-eller-anden” gøre sig umagen og rent faktisk etablere sådan et parti!


Flere af debattørerne i den verserende debat henviser til forskellige undersøgelser, artikler med videre som kan underbygge deres tilsyneladende gode intentioner på danske patienters vegne.

For eksempel linker Ida Donkin og medkronikør til disse to: Et svar fra tidligere sundhedsminister Ellen Trane Nørby om antal skader, forårsaget af akupunktører og en videnskabelig undersøgelse af sikkerheden ved akupunktur. 

Kronikørerne vil understrege pointen om, at det komplementære IKKE er ufarligt!

Desværre står det igen alene, og dermed får jég som læser en opfattelse af, at det komplementære er mere farligt end det etablerede, og dermed får kronikørerne sandsynligvis ”vendt” min opfattelse af det komplementære i en mere negativ ladet retning, som dermed måske bringer mig ”over” på deres ”hold”.

Nu vil jeg hælde ”lidt brænde” på bålet – fordi, sundhedsvæsenet er sandelig heller ikke specielt ufarligt!

Ifølge en undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen (se grafik herunder) blev ca. 640.000 danskere i 2016 indlagt på hospitalerne, og mere end 40.000 oplevede utilsigtede hændelser. Det er mere end 6 procent af alle indlæggelser i Danmark, som kommer ud for utilsigtede hændelser med mere eller mindre alvorlige konsekvenser for den enkelte.

Og en undersøgelse fra Apotekerforeningen viser, at hvert år dør der op mo 5.000 danskere af medicin.

Bare gennem de seneste tre årtier har vi blandt andet kunnet læse følgende eksempler på fejlbehandling i medierne:


Det kan sandsynligvis blive en fremtidig olympisk disciplin – kasten links i nakken på hinanden! Det er jo dét der, sker når vi debattører vil have dig som læser til at opfatte os troværdige, overbevisende og ærlige – når vi gerne vil have dig over på vores hold!

Jeg tillader mig at konkludere, at det ene ”system” ikke er mere farligt end det andet, men skal jeg – med en kanon for panden – komme med en vurdering kan den jo ”kun” hvile på fakta:

  • 640.000 personer indlagt med 40.000 registrerede hændelser = ca. 6 procent
  • 364.000 personer brugte akupunktur med 40* registrerede hændelser = ca. 0,01 procent

*Der er højst sandsynligt flere hændelser, som ikke er rapporteret.


Vi foreslår i FOOKiD, at der etableres et vidensråd, som skal informere danskerne om de muligheder for behandling, der findes, både i det komplementære og i det etablerede, konventionelle. Behandlinger i både ind- og udland, således at den enkelte selv kan tage et frit, oplyst og personligt valg om, hvilken behandling vedkommende ønsker og hvor.

Det er for så vidt underordnet, om der videnskabeligt kan påvises positiv effekt – kan det påvises med en sprællevende patient så er det en behandling der virker, ikke en alternativ behandling men ”bare” en behandling der virker! (som formand for praktiserende læger, Christian Freitag, har formuleret det i et tweet.

Vi udbyber gerne, i detaljer, hvilke tanker der ligger bag et vidensråd for behandling og indgår i en konstruktiv dialog med alle de aktører, som har de bedste intentioner for alle os, der betegnes som patienter i fokus.

Som læsere af Ida Donkin og medkronikørs indlæg får vi muligheden for at stifte bekendtskab med et ”skeptisk” mundheld: “Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.” 

Tillad mig at anvende endnu et ”skeptisk” mundheld: “Vejen til helvede er belagt med gode intentioner.”


Jeg kan kontaktes på: formand@fookid.dk for yderligere info, skulle det ønskes.

IV-C Videnskab.dk

C-vitamin smadrer kræftceller og har blot banale bivirkninger

C-vitamin kan slå kræftceller ihjel, og højdosis C-vitamin er sikkert, viser indledende forsøg. Studiet giver optimisme for en bedre kræftbehandling i fremtiden.

Større studier på mennesker er nødvendige for at fastslå effekten, men indledende forsøg viser, at en ordentlig indsprøjtning af C-vitamin lader til at kunne styrke kemo- og strålebehandlingens effekt – og bivirkningerne af vitaminerne er blot tør mund og flere toiletbesøg. (Foto: Shutterstock).

 30 marts 2017



Vi kender alle historien om C-vitamin og skørbug – hvordan man fandt ud af, at sømænd ikke omkommer af skørbug, hvis de får frugt og grønt.

Men siden 1970’erne har C-vitamin også været promoveret som en forjættende kræftbehandling, ikke mindst af den nu afdøde dobbelte nobelprisvinder Linus Pauling. Herhjemme og i udlandet tilbydes behandlingen i private klinikker, men den etablerede fagkundskab har ikke meget fidus til effekten.

Historien kort

  • Højdosis C-vitamin kan udnytte kræftcellers indbyggede svaghed til at slå kræftcellerne ihjel.
  • Standard stråle- og kemobehandling styrkes tilsyneladende, og fundet åbner for at se nærmere på C-vitamin som angrebsvinkel på kræft.
  • Sammen med standardbehandling tolereres C-vitamin i doser, der er 800-1.000 gange højere end anbefalet daglig dosis. 

Nu kan et nyt studie være på vej til at ændre det.

Et amerikansk forskerhold viser, hvordan ekstremt høje doser C-vitamin biokemisk specifikt dræber kræftceller, men ikke normale celler, og samtidig dokumenterer forskerne bag, at behandlingen er sikker og kun har banale bivirkninger.

»Vi demonstrerer overbevisende, at kræftcellers øgede niveau af jern-ioner gør dem sårbare for meget høje doser C-vitamin sammenlignet med normale celler,« siger biokemiker Douglas Spitz fra University of Iowa, som er en af studiets ledende forskere.

»Samtidig viser vi, at farmakologisk C-vitamin let kan tolereres sammen med standard stråle- og kemobehandling, og det åbner for fase 2 kliniske studier for at bestemme, hvor effektivt det virker. Resultaterne er foreløbigt lovende‚« siger kræftlægen Bryan Allen University fra Iowa Hospitals and Clinics, som har stået for den kliniske del.

»Det er et flot og grundigt studie – uden tvivl en opsamling på flere års arbejde – hvor de dykker ned i hvordan ascorbat (C-vitamin, red.) påvirker kræftceller i forhold til raske celler. Det er bestemt min vurdering, at studiet bringer vores viden længere,« siger seniorforsker Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelse.

Hun har ikke deltaget i studiet, men har skrevet Kræftens Bekæmpelses information om højdosis C-vitamin.

»Vi skriver, at der ikke er klar evidens, at vi ikke er meget bekymrede for bivirkninger, samt at vi afventer gode kliniske studier, og det synes ikke, at det nye studie giver anledning til at ændre på det.«

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer Cell.

Nobelprisvinder satte fokus på C-vitamin

Linus Pauling var en berømt amerikansk kemiker, der som den eneste har vundet to udelte nobelpriser – kemiprisen i 1954 og fredsprisen i 1962.

Så da den skotske læge Ewan Campbell i 1976, sammen med Linus Pauling, offentliggjorde et studie i det ansete videnskabelige tidsskrift PNAS, hvor de behandlede et bredt udsnit af terminale kræftpatienter med højdosis C-vitamin, gav det genlyd over hele verden.

Resultaterne var i første omgang imponerende, men snart fulgte hård kritik af studiets opbygning, og flere store studier kunne ikke efterfølgende finde en effekt.

De fleste læger afskrev behandlingen, men en lille gruppe holdt ved og fremhævede blandt andet, at studierne slet ikke var sammenlignelige, fordi man havde givet C-vitamin i pilleform i stedet for indsprøjtninger. Kun med indsprøjtninger opnås høj nok koncentration omkring kræftcellerne.

Det seneste årti er interessen blomstret op, blandt andet efter studier viste, at C-vitamin kan slå prostatakræftceller ihjel i petriskålen, samt at højdosis C-vitamin kan få tumorer til at skrumpe i mus.

Mekanismen har været en gåde

Mekanismen bag har været svær at sætte fingeren på, men de seneste årtiers forskning har vist, at cellens energifabrikker – mitokondrierne – kan spille en vigtig rolle i kræftceller. Det viser sig, at mitokondrierne har flere roller end blot energiforsyning og blandt andet kommunikerer cellens tilstand med signaler, som kan sætte gang i celledelingen.

»Man kan sammenligne det lidt med et nødopkald til 911. De advarer om, at noget er grueligt galt og siger ‘lad mig dele mig i en fart, så der er større chance for, at nogle af os overlever’,« siger biokemiker og medforfatter Garry Buettner fra University of Iowa, som har været med siden feltets start.

Det signal, mitokondrierne ifølge Garry Buettner bruger, er hydrogenperoxid, et kemisk reaktivt stof, der kan forvandles til endnu mere reaktive radikaler, som er ødelæggende for store molekyler som for eksempel arvematerialet DNA.

I normale celler produceres også hydrogenperoxid som led i mitokondriernes funktion, men det fjernes hurtigt af en særlig gruppe af enzymer.

Man har længe vidst, at niveauet af hydrogenperoxid er ude af balance og forhøjet i mange kræftceller (ikke alle), og samtidig er niveauet af frie jern-ioner også forhøjet. Det sidste er vigtigt.

Jern og C-vitamin er en giftig cocktail

I det nye studie viser forskerne nemlig, hvordan C-vitamin slår kræftceller ihjel via jernet (se også figuren under artiklen).

Jern-ioner kan katalysere en kemisk reaktion, hvor hydrogenperoxid hurtigt skaber meget reaktive frie radikaler, der straks ødelægger DNA og proteiner.

C-vitamin kommer ind i billedet ved at gendanne – oxidere – jernet til den gamle form, så det er klart til at tage et nyt hydrogenperoxid.

Mens mange kender C-vitamin som en antioxidant, virker det i kræftcellerne stik modsat som en prooxidant. 

»Hele antioxidant-begrebet er misforstået generelt i pressen og offentligheden – i virkeligheden er der tale om redox aktive stoffer. De har to ansigter, og det kommer fuldstændig an på miljøet, om de er antioxidanter eller prooxidanter‚« siger biokemiker og professor Lars Ove Dragsted fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

»Ascorbat (C-vitamin, red.) og jern er en rigtig uheld blanding, og hvis de har ret i, at rigtig mange cancerceller har højere jern, så er det måske et nyt håndtag til en specifik cellegift.«

Det er præcis, hvad forskerne demonstrerer med det nye studie.

Eksplosiv reaktion dræber kræftcellerne

Forskerne undersøger effekten af C-vitamin med cellestudier og med studier af mus, der har fået transplanteret en mennesketumor. De kan vise, at kræftceller er langt mere følsomme for vitamin C end kontrolceller, og at behandlingen tåles uden problemer.

De viser også, at effekten er afhængig af hydrogenperoxid og jern, og nok så vigtigt ikke kræver yderligere faktorer.

C-vitamin bliver så at sige brændstoffet i en eksplosiv reaktion, der smadrer kræftcellerne indefra, mens normale celler, der har et lavt niveau af jern og mange aktive enzymer, som holder hydrogenperoxid nede, ikke bliver skadet.

C-vitamin kræft cellegift højsdosis celler mikroskop cellekerner sygdom

Billedet viser, at der er langt færre overlevende kræftceller (til højre) end normale celler (til venstre) efter behandling med højdosis C-vitamin. Indsat er et almindeligt mikroskopbillede, mens det store billede er taget med fluorescensmikroskop, hvor man kan se cellekernerne som lysende røde ovaler. (Foto: Cancer Cell / Schoenfeld, et al)

Tør mund og toiletbesøg som bivirkninger

Med de grundlæggende celle- og dyreforsøg på plads går forskerne skridtet videre til patienter. De fokuserer på standard behandlingstyper, stråling og kemoterapi, hvor C-vitamin kan forstærke effekten. I første omgang patienter med en af to grumme typer kræft, glioblastoma multiforme i hjernen og sen stadie lungekræft, hvor prognosen er meget ringe.

11 patienter deltager frivilligt i forsøget over i alt 9 måneder, og forskerne finder, at behandlingen både er mulig og har meget få bivirkninger. Slet ikke i den liga man kender fra kemoterapi med opkastninger og hårtab. Behandlingen med C-vitamin giver blot tørhed i munden og behov for at gå oftere på toilettet.

Så konklusionen er, at C-vitamin selv i de meget høje doser i kombination med standardbehandling er ganske sikkert.

Forsigtig optimisme

Det, som de fleste er interesserede i, er selvfølgelig, om C-vitaminbehandlingen også øger overlevelsen. Og der må man for det første konstatere, at studiet er et fase 1 sikkerhedsstudie, som ikke er designet til at svare på, om der er en statistisk signifikant effekt.

»I forhold til det kliniske synes jeg ikke, studiet bidrager med væsentligt nyt. Det er et præ-klinisk studie, som der allerede findes en del af,« siger Anja Olsen.

Forskerne medgiver, at der er brug for nye kliniske studier, men er ikke desto mindre forsigtigt optimistiske. De fremhæver, at det lille studie viser en lidt længere overlevelse på 4-6 måneder end det historiske gennemsnit for de to kræfttyper med standardbehandling alene (overlevelsen øges fra 14-16 til 18-22 måneder).

»Spørgsmålet er, om cancercellerne efter et stykke tid kan lære at håndtere det højere oxidative stressniveau. Det kan de måske,« siger Lars Ove Dragsted.

Det er forskerne allerede gået i gang med at opklare med fase 2 studier af patienter med kræft i lunger, hjerne eller bugspytkirtel, som grundigt skal teste effekten. Det kræver flere patienter, hvilket igen er mere bekosteligt og præsenterer et centralt dilemma – for hvem skal betale gildet, hvis man ikke kan tage patent på det naturlige og velkendte C-vitamin?

Kort sagt er studierne afhængige af donationer fra rige privatpersoner eller fonde, og forskerne erkender, at hele økonomien endnu ikke er på plads. De er dog begyndt alligevel.

Den store udfordring kommer, hvis fase 2-forsøgene går, som alle håber, og viser en god effekt, fordi man normalt skal igennem yderligere fase 3-forsøg, hvor omkostningerne for alvor bliver høje.

»Den bro krydser vi, når vi kommer til den,« siger Garry Buettner.

»Vi satser på en synergieffekt mellem C-vitamin og kendt kræftmedicin. Det skulle undre mig, om ikke et medicinalfirma kunne se en fidus i, at man kan øge effektiviteten af deres stof ved at give det sammen med C-vitamin.«



Sådan smadrer C-vitamin kræftceller

kræft sygdomme jern hydrogenpreoxid C-vitamin forstærket effekt mitokondrier

Figuren illustrerer mekanismen, ifølge det nye studie.

Mitokondrierne (grøn) i kræftceller producerer mere hydrogenperoxid (H2O2) end i normale celler og har samtidig øget niveau af frie jern-ioner (Fe3+/Fe2+).

Jern-ionerne (Fe2+) katalyserer dannelsen af frie radikaler fra hydrogenperoxid, hvorved DNA (blå) og proteiner kan skades, inklusiv proteiner i jern-stofskiftet (TfR, lilla), så jern-niveauet øges yderligere.

C-vitamin (AscH-) gendanner jern-ionerne (Fe2+), så der kan dannes flere frie radikaler, og celleskaderne øges.

C-vitamin forstærker effekten af stråle- og kemo-behandling ved at øge skaderne specifikt i kræftceller, som har et unormalt højt niveau af jern og hydrogenperoxid. (Illustration: Cancer Cell / Schoenfeld, et al)